Der skal ungt it-blod til, før virksomheder omfavner AI

Der tegner sig en sammenhæng mellem virksomhedernes implementering af AI og rekruttering af unge IT-folk, mener SAP-huset 2BM. Begge dele går langsomt. AI-værktøjerne findes allerede, men berøringsangsten er udtalt, og der er hård kamp om de endnu få unge IT-folk, der mestrer de nye teknologier.

I årevis har virksomheder talt om kunstig intelligens (AI), og om hvordan intelligente systemer kan transformere forretningen. Nu står vi midt i udviklingen og har alle de nye AI-baserede værktøjer lige ved hånden. Alligevel tøver mange virksomheder med at omfavne potentialet i AI, mener Lars Bork Dylander, CEO i SAP-huset 2BM. 

”Alle virksomheder siger, at de er i gang med en digital transformation – og det er de også i et eller andet omfang. Men det er meget forskelligt, hvor dybt den digitale transformation egentlig stikker på nuværende tidspunkt. I nogle virksomheder kan det godt virke som om, at digital transformation er noget, man er bevidst om og taler om, mere end det er noget, man egentlig er i gang med. Alle virksomheder med respekt for sig selv har i dag en digital strategi, og generelt er vores erhvervsliv og samfundet jo meget digitaliseret sammenlignet med andre lande. Men når man går tættere på, hvad virksomhederne har gang i lige nu, virker nogle af dem stadig berøringsangst i forhold til for alvor at omfavne digitaliseringen og udforske de muligheder, den nye teknologi giver. Det er stadig få virksomheder, som har taget det fulde skridt og er lykkedes med at implementere AI i den daglige drift til gavn for forretningen,” siger Lars Bork Dylander. 

 En fase med berøringsangst 

Han vurderer, at mange virksomheder fortsat ser AI som noget, der er svært tilgængeligt, og så mangler mange virksomheder uden tvivl medarbejdere, der mestrer nye teknologier som AI, data science, algoritmer osv. 

”En fase med berøringsangst er jo ikke unormalt, når det gælder ny teknologi. Vi må bare sige, at de værktøjer, der skal til, allerede er tilgængelige i form af de nye intelligente platforme, for eksempel inden for ERP-systemer.” 

Som SAP-hus arbejder 2BM blandt andet med den nye intelligente ERP-platform fra SAP, S/4HANA, hvor algoritmer kan udføre meget af det arbejde, mennesker hidtil har taget sig af. 

”Tag et eksempel, hvor din virksomhed har fået en større ordre, som skal produceres. I den gamle verden gik du i gang med at undersøge kapacitet, varelager og din supply chain. Måske viste det sig, at du skulle bestille flere komponenter hjem, før du kunne producere. De nye systemer undersøger selv alle de relevante forhold og gør selv opmærksom på, hvis du har en udfordring i forhold til at kunne producere ordren. Måske kommer systemet med tre forslag til, hvordan du kan løse det, og med en pointscore fortæller systemet også, hvilken løsning den selv finder bedst. Når du trykker ’gennemfør’, udfører systemet alt arbejdet automatisk omme bagved. Det er virkelig noget, der effektiviserer og ændrer den måde, man arbejder på,” siger Lars Bork Dylander. 

Nye systemer – gamle vaner 

Men de nye, innovative funktioner, der bringer algoritmer og kunstig intelligens ind i forretningsprocesserne, er typisk ikke de første knapper, virksomhederne trykker på, når de får et nyt system. 

”Det burde jo være noget af det, man kastede sig over som det første, fordi værdien i at kunne arbejde mere intelligent er enorm. I stedet er tendensen, at man arbejder med de nye systemer på samme måde, som man arbejdede med de gamle.” 

Ifølge Lars Bork Dylander kan en af forklaringerne være, at de IT-folk, der arbejder på systemerne, er garvede og egentlig synes, at de hidtidige systemer stadig er smarte. Og han kender problemet fra sig selv. ”Det, jeg kan synes er smart, synes de nye unge medarbejdere er støvet og kedeligt. Man kan godt fornemme, at beslutningstagerne i virksomhederne er voksne mennesker, der ikke har så travlt med at kaste sig over de nye ting.” 

War for talent 

Hvis AI skal have sit gennembrud i virksomhederne, kræver det, at der kommer endnu flere unge IT-kræfter ud på arbejdsmarkedet. Lige nu er der en voldsom kamp om de dygtige, unge IT-folk. ”Den ’War for talent’, vi talte om for år tilbage, er blevet en realitet. Vi uddanner og uddanner, men ikke nok, og der udkæmpes et hårdt slag om de dygtige folk. Specielt inden for de nyere teknologier som AI, data science, machine learning osv. er det meget svært at tiltrække de unge. De er virkelig dygtige og veluddannede, men de er svære at holde på, fordi de får mange tilbud,” siger Lars Bork Dylander. 

Han anerkender, at uddannelsesinstitutionerne gør en stor indsats og sender mange unge IT-folk ud på arbejdsmarkedet, men det rækker ikke til at dække behovet, og derfor har virksomhederne også selv en stor opgave i at bidrage til uddannelsen og rekrutteringen af næste generation, mener han. 

Det er nærmest en kulturændring, der skal til. 

”I konsulentbranchen, som vi bevæger os i, er det ret markant. Mange konsulenter er blevet lidt gråhårede, men vores kunder har også en tendens til at bede specifikt om konsulenter med 15 års erfaring eller lignende. Vi kan så indvende, at det måske snarere er en ung IT-medarbejder med styr på den nyeste teknologi, de har brug for, men det er svært at ændre på den praksis, når indkøb af konsulenter sker på baggrund af fastlagte kriterier. Det er sjældent en ung hurtigløber med kun to års erfaring, der bliver efterspurgt.” 

De unge skaber fremtiden 

Men det er ekstremt vigtigt at få plads til de unge og give dem erfaring, understreger Lars Bork Dylander. 

”For godt 20 år siden, da alle frygtede årtusindskiftet og indkøbte nye systemer, var der en anerkendelse af, at der skulle nye kræfter ind. En stor del af nutidens IT-arbejdsstyrke er i virkeligheden uddannet omkring årtusindskiftet. Nu er der brug for en tilsvarende villighed til at prøve nye ting. Der er brug for en erkendelse af, at det er de unge, der skaber fremtiden.” 

Lars Bork Dylander

Lars Bork Dylander

CEO & Partner, 2BM

Det er stadig få virksomheder, som har taget det fulde skridt og er lykkedes med at implementere AI i den daglige drift til gavn for forretningen.”

FAKTA

2BM er et førende SAP it-, konsulent- og udviklingshus, der har som mål at bringe morgendagens effektive teknologi ind i nutidens forretningsprocesser. 

2BM hjælper kunder i hele landet fra kontorer i København og Aarhus. 

Læs mere på www.2bm.dk

Artikel fra Berlingske ’Digital tranformation’, 8. juni 2021.

Vil du vide mere om 2BM?

Kontakt os i dag! Giv os et kald på  35 55 55 75 eller send os en besked

Share This